I Kvæsthuspladsens P-anlæg har vi givet lyden en anden farve!
Tæt på 400 højttalere er netop sendt af sted til montering i det underjordiske P-anlæg under Kvæsthuspladsen i København.
Inden levering har vi haft de mange højttalere forbi maleren, hvor de har skiftet farve fra den ordinære hvide RAL 9010 til 7038 – Agat grå, som bl.a. Porsche har som standardfarve i sit bilprogram.
De mange højttalere er fra Bosch Plena-serien. De udgør et omfattende talevarslingsanlæg i det 3-etager dybe underjordiske P-hus, hvor de sammen med nogle hundrede flugtvejsskilte og panikbelysningsarmaturer skal hjælpe mennesker sikkert ud af anlægget, hvis en kritisk situation opstår. De anvendte armaturer til sikkerhedsbelysningsanlægget er ligesom højttalerne blevet malet i RAL 7038. Projektet omfatter endvidere løsninger med LED strips i gulvene for indikering af flugtvejene.
Med Kvæsthuspladsen lige ved siden af Skuespilhuset, får København nye og spændende muligheder for at styrke både byliv og kulturliv i området – med byen som kulisse. P-anlægget under Kvæsthuspladsen giver parkeringsmulighed for 500 personbiler og forventes klar til åbning i efteråret 2015.