Tosset med lys i Psykiatrien
En gang var lys bare belysning. I dag spiller lyset en væsentlig rolle i hverdagen, i hjemmet og på arbejdspladsen, hvor lys er en vigtig faktor for medarbejdernes trivsel.
I Region Syddanmark går man så vidt som til at bruge lys i behandling af patienter i psykiatrien. I projekt Lys i Psykiatrien benytter regionen sig af aktivt lys med dynamisk lysstyring til gavn for såvel patienter i behandling som personalets trivsel i regionens helt nye psykiatriske center i Middelfart.
Sikkerhedsbelysningen i det psykiatriske center er ganske omfattende men indgår naturligvis ikke som en del af det aktive lys i behandlingen. Byggeriet er så stort, at antallet af flugtvejs- og panikarmaturer har rundet 600 stk. Med én hovedcentral styres de mange armaturer ved hjælp af seks undercentraler projekteret i hele byggeriets kælderniveau.
Manuel aktivering af moderne sikkerhedsbelysning
Mens der i alle områder og afsnit er anvendt gængse plastarmaturer til panikbelysning SN-2518 med normaldrift, er der til både de åbne og de lukkede områder valgt vandalsikrede flugtvejsarmaturer VRD, som ikke lyser konstant lige som i alle andre bygningstyper. Hvert af de lukkede afsnit har egen vagtstue, og hvis en kritisk situation opstår i et af disse afsnit, lyser flugtvejsarmaturerne først op, når de aktiveres af en person i den respektive vagtstue. En sådan aktivering låser samtidig dørene op i de lukkede afsnit.
Flugtvejs- og panikbelysningen er koblet sammen og tilsluttet på de samme kabler og strømkredsafgange, hvilket har gjort det muligt at reducere antallet af installationer. Projektets størrelse har betydet, at armaturer og centraler er leveret i etaper over næsten to år. Det samme gælder indvielse og ibrugtagning, som er sket etapevis, og den endelige indvielse af Psykiatrien i Region Syddanmarks nye samlede center i Middelfart fandt sted den 16. juni i år.
Vi har tilsvarende anlæg og udstyr pakket og klar til at blive sendt til Psykiatrien i Region Sjælland i Slagelse i de kommende uger.
Claus Juul Christensen og Stefan Poulsen har stået for projektet hos Psykiatrien i Region Syddanmark i Middelfart.
Oktober 2014